Det er nemt at lave dine egne læbepomader, det kræver heller ikke en større investering at komme i gang, og de penge du bruger på ingredienser og redskaber er hurtigt tjent hjem igen.
En af de helt store fordele ved at lave dine egne læbepomader er at du ved hvad der er kommet i dem. Køber du en læbepomade i en butik eller apoteket kan du ofte se en ingrediens liste som indeholder en hel del kemiske ingredienser som ofte ikke er nødvendige, men billige for producenterne at bruge i stedet for de mere naturlige varer.
En vigtig ting når du laver dine egne læbepomader eller kosmetik generelt er hygiejnen. Det er rigtig vigtigt at du er grundig med hygiejnen. Laver du læbepomader til dig selv, så kan du sagtens stå i køkkenet og lave dem, men laver du til familie, venner, bekendte eller sælger du dem, så skal du lave det i et rent rum hvor der ikke foregår tilberedning af madvarer eller lignende som kan forurene kosmetikken. Men fokus i denne artikel er at lave læbepomader til dig selv.
Det skal du bruge
Far at kunne lave dine egne læbepomader skal du bruge:
- Varmeplade / komfur
- Gryde / Kasserolle
- Ildfast glas
- Køkkenvægt
- Elastikker (valgfrit)
- Hylstre eller bøtter til at have pomaden i
- Ingredienser til læbepomaden
Ingredienser
Ingredienserne i denne opskrift jeg har valgt er simple men virkningsfulde, de giver fugtighed til dine læber og gavner din hud uden at skade den på nogen måde. Opskriften her er nok til cirka 8 stk. 4,5 ml. læbepomader.
- 20 ml. Økologisk Jojoba Olie
- 12 gram giftfri dansk bivoks
- 8 gram Økologisk Sheasmør
- 2 dråber naturlig E-vitamin (mindsker risikoen for at læbepomaden bliver harsk)
- 2 dråber Æterisk Økologisk Lavendelolie (Valgfri)
- Ca. 8 læbepomade hylstre
Du kan med fordel bruge æteriske olier i dine læbepomader, æteriske olier har hver især deres egne gavnlige effekter som kan tilføje gode egenskaber til dine læbepomader. Nogle æteriske olier indeholder dog parfumestoffer som kan være et problem for folk som er allergisk overfor parfume, derfor skal du ikke ukritisk anvende alle æteriske olier.
Fremgangsmåde
1. Kom vand i gryden/kasserollen og sæt den på varmepladen som skal indstilles på middelvarme. Derefter måler du alle ingredienserne op og putter det hele i det ildfaste glas.
2. Placer det ildfaste glas i gryden og smelt alle ingredienserne, brug en ske eller glas rørepind til at sikre det hele er blandet godt, sørg for at det ikke bliver for varmt da du risikerer at ødelægge nogle af de gavnlige stoffer som er i ingredienserne.
3. Mens du venter på at det hele er smeltet kan du klargøre hylstrene, sørg for at de er skruet helt i bund, placer en elastik omkring 4 hylstre eller flere, så er der styr på dem når du skal hælde pomaden i.
4. Når det hele er smeltet og rørt sammen skal du hælde pomaden i hylstrene, tag fat i toppen af det ildfaste glas og hæld væsken i hylstrene, brug eventuelt en glas tang til at tage fat i glasset med. Den varme pomade vil trække sig sammen når den afkøles, derfor kan du med fordel efterfylde pomaderne så de er helt fyldte.
5. Rengør redskaberne med det stadig er lidt varmt da det er langt nemmere at få pomaden af. Sørg for at bruge sæbe og varmt vand, bruger du koldt vand er det svært at gøre rent.
6. Vent på at læbepomader er kølet af, du kan med fordel sætte dem i køleskabet hvis du vil have det til at gå hurtigere. Vælger du at sætte dem i køleskabet så sørg for at sætte hætten på før, så er mindre udsatte for at modtage bakterier fra madvarerne.
Det var alt!
Håber du kan bruge artiklen til at komme i gang med at lave dine egne læbepomader, god fornøjelse.
Med venlig hilsen, Dan